Hi.

Welcome to my blog. I document my adventures in travel, style, and food. Hope you have a nice stay!

Fodbold er for fans

Fodbold er for fans

Kommentar: Her skriver 3Fs kommunikationschef Nicolai Kampmann, der selv er aktiv fodbold-fan i Parken og med forkærlighed for Everton i Premier League om sit syn på fankulturen.

 

Af Nicolai Kampmann, kommunikationschef 3F

En oktober-søndag i 1998 luskede jeg rundt på Køge Stadion. På det tidspunkt var jeg sportsjournalist for det hedengangne Aktuelt.

To lokale fans (midaldrende herrer) analyserede kamp-billedet i det silende regnvejr. Den stod 3-0 til Fremad Amager, og der var 10 minutter igen.

”Jeg må indrømme, jeg tror ikke længere på det,” sagde den ene fan til den anden. Så stod vi der, tavse alle tre. Vores øjne glanede på den ret ujævne 1. divisionskamp.

I 1989 blev DBU 100 år. Nogle modige mennesker i Danmarks Boldspil-Union havde bestilt Savage Rose til at lave en jubilæums-melodi. Det blev til ”Når lysene tændes i Parken”.

Jeg husker, at lanceringen blev fulgt af billeder fra Danmarks 7-1 sejr over Grækenland. En forrygende match, hvor Flemming Povlsen havde licens til at dræbe. Jeg var selv i Parken den juni-aften. Povlsen og Jan Bartram i topform, Brian Laudrup på bas, før han ragede uklar med Richardo. Uha, en aften.

  • Når lysene tændes i Parken
  • Og vi samles fulde af håb
  • Fri fra fabrikkernes torden
  • Fri fra alt det man skal nå
  • Og du løber ind på græsset
  • Båret frem af forventningens tusind råb
  • Og hænderne vinker og løfter dig
  • Så lille mod det svimlende blå
  • Vær min stjerne i aften
  • Vær folkets stjerne i nat (…)

Denne tekst kunne næppe været lavet af Nik og Jay. Og i dag har man helt opgivet at lave noget med folke-poesi. Der kører Re-Seppten fra midt 80’erne, når Danmark spiller hjemme mod Kasakhstan.

Så er det næsten som Danmark-Sovjet i Parken 5. juni 1985. 4-2 og 2 hug fra Elkjær og 2 dyt i bamsen fra Laudrup. Næsten lige sådan…

Savage Roses tekst rummer al den poesi og længsel mod fodbold, som jeg altid har følt. Hvorfor man diskuterer spillet med venner, familie og kolleger. Hvorfor man altid kan lokkes på stadion. Hvorfor endnu en match i fjerneren rummer en mulighed. Et håb om at spillets magi og uforudsigelighed stadig findes.

 Radamel Falcao efter sit mål i Champions League mod Manchester City. Foto: Getty Images

Radamel Falcao efter sit mål i Champions League mod Manchester City. Foto: Getty Images

Som forleden da Radamel Falcao fra Monaco i CL-kampen mod Manchester City (og kort efter at have brændt et straffespark) med et dybt tjat i bolden lobbede den over Citys keeper. Alle andre ville have sparket fladt, eller søgt at trække forbi keeperen. Falcao gjorde det, ingen på stadion eller bag skærmen havde troet. Og kampen i øvrigt endte 5-3, hvor det kunne have været 6-6..

Man vidste det ikke på forhånd. For der er altid muligheden for, at der sker noget nyt i næste kamp. Selv om jeg har set så mange kampe, at det sjældent sker…

Når ”vi samles fulde af håb”, er det ikke kun for at komme væk fra dagligdagens pres, det hårde arbejde, bekymringer eller frustrationer.

Vi håber at se en god kamp. Vi forventer, at vores yndlingshold leverer det hele. Vi har betalt for kampen, vi tror, at lige denne gang, så er det, at vi skal hylde ”folkets stjerne”.

Og så er det Nicklas Bendtner! Eller Cristiano Ronaldo…

Fællesskab før individualister

Der ER en dyrkelse af ”eneren” i vor tids sportskultur (og måske andre steder også). Det har jeg intet imod. Jeg nyder også at se de dygtigste kæmpe mod hinanden. Og det er helt ok, at de får en god løn for deres hårde arbejde. En idrætskarriere er kort, og det kræver en stærk psyke at vænne sig fra at være i centrum til ”bare” at skulle skabe sig en civil karriere.

Men som fagforening, der i sit bærende princip har det som formål at skabe kollektive aftaler for dem, der kan have svært ved at forhandle ordentlige vilkår alene, er det ikke ”eneren”, vi mest oplagt passer sammen med. Det til trods, får jeg som kommunikationschef i 3F tit henvendelser om ”partnerskab” (faktisk en bedre betegnelse end det gammeldags ”sponsor”) med individualister: Kevin Magnussen, Caroline Wozniacki, cykelryttere - og boksere?!

En af mine bedste oplevelser som sportsjournalist fik jeg faktisk til de Jyske Mesterskaber i Århus, tæt ved ringside:

”Sådan, John! Gør arbejdet færdigt, han rejser sig ikke igen!” eller ”Og så lige den sidste, Torben: En huskeflad!”

Det er så tæt på, at sved, blod og tandbeskyttere kan tages med hjem…

Jeg har aldrig fundet en anledning til at anbefale, at 3F i større stil skulle gå ind i boksning, men der er noget der: 1 mod 1, og stadig nogenlunde doping-fri.

Vi er en fagforening, og vores medlemmer kan godt lide fodbold. Både for eliten, men også for bredden. Vi går op i fællesskaber, og fodbold er og bliver et holdspil. Det er så stor en kliché, at erhvervsledere med flere for længst har annekteret udtrykket, men i 3F kan vi altså godt lide at gøre noget sammen.

Det er meget mere evident, at vi skal støtte holdsport end individuel sport.

Vi har støttet kvindefodbold siden 2004. Vi er fra sæsonstart gået ind i 12 af 14 Alka Superligaklubber. Der er god mulighed for at finde forbindelse til sit eget favorithold for 3F’erne. Vi afholder fodboldstævner over hele landet under betegnelsen ”3F Bold”.

Mange 3F’ere spiller selv, eller er som ledere engagerede i fodboldklubber. Som mange danskere er i almindelighed. Tre fjerdedele af 3F’erne er mænd – og interessen for fodbold er tit den isbryder, der trænger igennem de sociale mønstre.

Kom tættere på folket

Dansk fodbold er udfordret i disse år. For mange kampe i tv hele tiden. For få profiler på holdene. FCK der vinder og vinder og ikke vil lade de andre fans få ok forhold i Parken. Ny turnerings-struktur med for mange kampe på underlige tidspunkter: Sønderjyske vs. FC Nordsjælland en lørdag eftermiddag på stadion eller Liverpool mod Chelsea på tv?

 Dansk fankultur set fra Blue Water Arena i Esbjerg. Foto: Getty Images

Dansk fankultur set fra Blue Water Arena i Esbjerg. Foto: Getty Images

Jeg skriver disse linjer, mens regnen siler ned udenfor, og temperaturen er et par grader over frysepunktet. Fodboldtoppen i Europa har besluttet, at den sjoveste tid (klima-mæssigt) at gå til fodbold på - slut maj til slut juni - der skal der holdes pause?!

Til gengæld starter turneringer op midt i juli, hvor de fleste folk holder ferie. Fodboldens egne organer har besluttet, det skal være sådan. I lige år – hvor der er slutrunder – giver det mening, men her i ulige år 2017, er det underligt. Set fra et fan-perspektiv, der er sikkert sportslige grunde, ja ja…

Jeg oplever, at der de senere år er sket en række prioriteringer for fodbold, der kan have snævre sportslige og tv-mæssige interesser. Alle skal falde på knæ og følge Champions League-finalen, hvor to kendte og store hold igen er nået frem. Selve udviklingen i UEFAs Champions League, hvor de store kun vil være sammen med og spille mod andre store, er forkert. Det bliver de rige klubber for sig, og resten må finde sammen i noget andetrangs og spille på tider, hvor de store klubber har brug for at hvile sig. Come on, mand!

Da FCK i november spillede Champions League hjemme mod Porto – en jævnt spekulativ 0-0’er – var det mest ophidsende den flotte pyroteknik velkomst ned langs Østre Alle af spillernes bus. Det var godt tænkt, smukt udført fan-engagement. Hvad var reaktionen? FCK  fik en bøde og Mathias Zanka ”en juridisk advarsel” for at rose det!

”Dansk Boldspil-Unions (DBU) uafhængige instans, Fodboldens Disciplinærinstans, har idømt klubben en bøde på 10.000 for at hylde brug af pyroteknik, efter en video af seancen på Øster Allé blev delt på klubbens hjemmeside og sociale platforme.”

Vi vil gerne have folk på stadion. Det skal være en begivenhed, noget man glæder sig til. En oplevelse, hvor der sker noget, også før kampen. Vi vil også gerne se mange danske spillere folde sig ud. Det er livgivende, at alle klubber arbejder for at egne talenter skal på det Superliga-hold der. Jeg er vild med AaBs evne til konstant at skabe netop det - senest med Rasmus Thellufsen. Ham kendte jeg ikke for en måned siden…

Fodbold for fans skal være beviset på, at det lokale har chancen på et større plan. For den enkelte kamp, hvor overraskelsen kan springe. For sæsonen, hvor hold som Leicester eller Herfølge over en hel sæson kan gøre det utænkelige: tage titlen hjem.

Også i Danmark har vi i dag en række ”journey-men”, der måske lige på dette tidspunkt er bedre end den aktuelle danske spiller. Måske er billigere, hvad ved jeg? Dansk eller udenlandsk spiller: Fra et fan-perspektiv er det vigtigt, at man giver noget af sig selv. Til holdet og til stadion. Det er dem, der gør dig god, det er derfra dine succeser skabes. Vi vil se holdet vinde, individualisten stråle på et grundlag af et hold.

Jeg vil opfordre klubledere over alt til at tænke på det lokale med ambitionen opad. Det gør alle sikkert, vil de sige, men det er grundlæggende for en fankultur, at der skal være spillere tæt på, man kan tage til sig. Følge og dyrke. Hvis vi mister det ved spillet, taber vi måske ikke den almene spænding ved kampen. Men vi taber de sociale og følelsesmæssige værdier, vi ser i spillet

Jeg runder af med endnu en anekdote fra gamle dage. Fra dengang man spillede top-fodbold på Gentofte Stadion. Det var B1903, der spillede der – tæt bakket op af forsikrings-rigmanden Alex Friedmanns millioner. Stammen på holdet stod over for at banke Bayern München 6-2 og senere blive til FCKs første mesterhold, men derfor kunne spillerne godt levere varen i en almindelig klubkamp.

Og en tilskuer udbrød: ”Luksusdrenge, arbejd!”

Når spillere og klubledere gør det, så er tilskuerne der også. Og vi er der som partner.

Når spillets topfolk glemmer det, er der kontant afregning i mere end en forstand!

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Fra nu af taler vi fankulturen op, er du med?

Fra nu af taler vi fankulturen op, er du med?

På Ama’r går vi ikke i kirke om søndagen, vi går på stadion

På Ama’r går vi ikke i kirke om søndagen, vi går på stadion