Hi.

Welcome to my blog. I document my adventures in travel, style, and food. Hope you have a nice stay!

Boguddrag fra 'Europas arenaer': Mig og Pippo - historien om San Siro

Boguddrag fra 'Europas arenaer': Mig og Pippo - historien om San Siro

Asker Hedegaard Boye er redaktør på nyudkomne 'Europas Arenaer', hvor en række skribenter har beskrevet store stadions. Dette uddrag er redaktørens eget og omhandler - ikke overraskende - San Siro i Milano

Af Asker Hedegaard Boye 

MIG OG PIPPO

Første gang jeg besøgte San Siro i den nordvestlige udkant af Milano var i april 2003 til lokalopgøret mellem Associazione Calcio Milan og Football Club Internazionale Milano.

Begge klubber har hjemme på det store stadion, men værtskabet går på tur, og denne lørdag aften sympatiserede tre fjerdedele af de godt 80.000 tilskuere med Inter. Selv var jeg dog omgivet af Milan-supportere i hjertet af sydkurven, stedet for de mest larmende rossoneri. Milan og Inter er ikke ærkefjender som Roma og Lazio nede i Rom. Milanos familier er ikke strengt opdelt efter tilhørsforhold, og klubbernes tilhængere har aldrig været væsensforskellige. Både AC Milan og Inter har længe rekrutteret på tværs af klasse, geografi, alder, uddannelse og politisk overbevisning.

”Rivaliseringen foregår på humane vilkår. Det er meget sjældent, der er ballade mellem de to fanskarer. De har respekt for hinanden. Fansene kæmper om håneretten i byen, men længere går de ikke,” fortalte den tidligere landsholdsspiller Thomas Helveg. Helveg har optrådt for begge klubber.

Engang var Inter borgerskabets klub, Milan tilhørte arbejderne og de studerende. I klubbens ledelse har billedet ofte været et andet. Siden 1986 har højrepolitikeren Silvio Berlusconi kontrolleret Milan, mens den centrumvenstre-lænende Moratti-familie har præget Inter i en menneskealder. Men selv om striden er barmhjertig og uordnet, er den aldrig ligegyldig. Den symbolske kamp står om en højt hævet kvindes gunst: La Madonnina, den lille bronzejomfru, der gennem 250 år har våget over Milano fra sin position øverst på byens store domkirke. I foråret 2003 snakkede man imidlertid om en anden kvinde i Milano. Det var tre uger siden, men hun fyldte stadig en del. I Champions League havde Milan mødt russiske Lokomotiv Moskva, og ude på sidelinjen havde Nelly Viennot befundet sig. Den franske dommer havde status af fjerdedommer og var i den forstand reserve for Gilles Veissière inde på banen. Men den 41-årige franskmand var dommerkvartettens mest interessante ansigt, fordi hun ikke var en mand.

 Klik på billedet for at købe bogen.

Klik på billedet for at købe bogen.

På San Siro blev Viennot den første kvinde med dommeransvar i Champions League. To år tidligere havde hun haft sin debut i UEFA Cup’en i en kamp mellem Roma og Boavista. Viennot havde desuden dømt i den franske herreliga, men det her var noget andet. Dette var i Italien, landet hvor tv-producenterne lader smukke showgirls, de såkaldte veline, vimse rundt om gamle, diskuterende mænd i primetime. Undervejs i kampen havde hun oplevet enkelte chauvinistiske tilråb, men ellers var det gået overraskende smertefrit. Det var, som om San Siros maschilismo havde indset, at her var en kvinde med styr på sagerne.

Inzaghi classic

Min oplevelse af historiens 185. Derby de la Madonnina var en blandet omgang. Oppe på vores tribune bølgede tusindvis af menneskekroppe over de blå sæder. Det var ikke til at se, hvornår man selv stoppede, og sidemanden begyndte. Arme, ben, flagstænger, hår, fingre, bannere og forårsjakker opløstes i hinanden. Der var ingen, der sad på deres pladser. Der var ingen pladser. Der var nogle, der stod på plasticsæderne, men vi var allerflest i sprællende spænd mellem fremmede skuldre. Spillet nede på banen var mindre pirrende. Før sæsonens sidste syv spillerunder havde begge hold ellers meget at spille for. Inter var fem point efter førerholdet Juventus, Milan otte. Men spillet var stift og ufrit, og frygten for at tabe større end viljen til at vinde. Den argentinske gnier Héctor Cúper havde garderet sit Inter-forsvar med to defensive midtbanespillere. Men efter en times stillingskrig skete der endelig noget. Inters Emre mistede bolden midt på egen banehalvdel. Rui Costa fangede den og slog en præcis, hurtig pasning ind mellem modstandere og medspillere. Filippo Inzaghi tog et par hurtige skridt på siden af bolden, holdt Fabio Cannavaro væk og klappede sit flade spark højre om Francesco Toldo i Inter-målet. 1-0 til Carlo Ancelottis Milan, og det var sådan, det endte.

 Klassisk Pippo.   Foto: Getty Images

Klassisk Pippo.

Foto: Getty Images

Inzaghi dukkede altid op ud af det blå. Han var snu, og han var ikke bange for at blive vinket offside. Han hev og sled i sine modstandere, og han var utålelig. Han var indbegrebet af, hvad fodbold handler om. Han var Super Pippo. Hans jubel efter derbyscoringen var Inzaghi classic. Han flåede sin trøje af og smed sig ved hjørneflaget som et hysterisk barn. Han sprang op og fortsatte sin mig-jubel foran vores tribune. Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til hans læber. Selv på 50 meters afstand kunne man se de irriterende store læber. Jeg husker den nordlige kurves respektfulde applaus, da Milan-anføreren Paolo Maldini blev båret bort med en skade. Hans erstatning var unge Martin Laursen. Ude på bænken sad landsmændene Helveg og Jon Dahl Tomasson. Og Rivaldo.

Kampen fik ingen indflydelse på mesterskabsafslutningen. Juventus vandt titlen, og Inter beholdt andenpladsen. Men måske Inzaghis mål alligevel fik en moralsk betydning? Få uger senere spillede Milan sig i hvert fald i Champions League-finalen efter to intense, uafgjorte opgør mod netop Inter på San Siro. Det sidste under ledelse af Veissière, denne gang uden Viennot. Jeg husker også hvert og et af de små, flammende bål rundt om på tribunerne efter det sidste fløjt. De var mennesketomme, tribunerne, men de var svære at få øjnene fra. Det var, som om den 77 år gamle cementkolos bare ventede på at få fri, umoderne tålmodigt og let resignerende, inden der om en uge ville finde en ny kamp sted. Alle de mennesker, al den larm. For mig blev Inzaghis scoring indgangen til San Siro.

Stacchinis San Siro

Piero Pirelli var søn af Giovanni Battista Pirelli, Lombardiets store gummimagnat. Han blev født i Milano, men tog sin juraeksamen i Genova. Som 23-årig drog han på en studietur til USA for at skærpe sit kendskab til de dæk og elektriske kabler, der havde gjort slægten til en af Milanos mest indflydelsesrige.

Piero Pirelli deltog i Første Verdenskrig, og fra 1918 blev han formelt en del af familiefirmaet. Ni år forinden var han blevet udnævnt til præsident for Milan. En position han beholdt i hen ved 20 år. Mod slutningen af sin embedsperiode ønskede han at sætte sit aftryk. I den første halvdel af 1920’erne holdt Milan til på Campo di Viale Lombardia, en åben arena med en bred cindersbane og plads til 20.000 mennesker. Stadionet var tidssvarende, men Pirelli tænkte større og vildere. Han kontaktede den florentinske arkitekt Ulisse Stacchini, der fik til opgave at tegne et nyt storstadion med plads til 35.000 tilskuere nær væddeløbsbanen nogle kilometer nordvest for bymidten. I fællesskab med ingeniøren Alberto Cugni skabte Stacchini et stadion bestående af fire separate tribuner. Det nye stadion skulle først og fremmest være et fodboldstadion, mente duoen, som ikke ønskede den pligtmæssige cindersbane, der skulle invitere fascismens foretrukne idræt, atletikken, indenfor.

Trods pres fra regimet fik Stacchini og Cugni det, som de ville have det, og i september 1926 kunne Milan indvie Stadio Comunale, det kommunale stadion, der hurtigt fik navn efter bydelen San Siro. Første kamp var en venskabskamp mellem stadionets ejer, Milan, og bysbørnene fra Inter, der holdt til på det neoklassicistiske Arena Civica i Sempione-parken i Milanos historiske bymidte. Pirellis klub tabte premierekampen 3-6, men den norditalienske by havde fået et nyt fodboldcentrum, og Milanos borgmester, Ernesto Belloni, havde sikret sig et potent symbol.

Bare fem år efter indvielsen af San Siro opførtes en anden ikonisk Stacchini-bygning: Milanos hovedbanegård. Ved historiens anden VM-slutrunde i 1934 i Italien husede San Siro tre kampe, men bare året efter solgte Milan sit stadion til kommunen for at slippe for det bekostelige vedligehold. Folket strømmede ellers til for at overvære fodboldkampe i det imponerende byggeri. Bystyret ønskede at firedoble kapaciteten, men endte med en fornuftigere løsning. Under ledelse af ingeniøren Giuseppe Bertera gennemførte man i den sidste halvdel af 1930’erne flere dybe renovationer, der bandt de fire separate tribuner sammen i ét lukket tribunebånd, forstørrede de to endetribuner og udvidede kapaciteten til godt 50.000. England blev inviteret til Milano i 1939 for at festligholde de nye rammer. Landskampen var dog ingenting sammenlignet med den ideologiske broderkamp mellem de to oprindelige aksemagter, der udspillede sig samme sted året efter. Mussolinis Italien besejrede Hitlers Nazi-Tyskland med 3-2.

De store finaler

Efter Anden Verdenskrig besluttede Inter at flytte fra Arena Civica. Klubben stod uden hjemmebane, men løsningen lå lige for, og i marts 1947 kunne Inter for første gang tage imod Milan på San Siro som hjemmehold. Det var i disse år, at store dele af den lombardiske landbefolkning flyttede til Milano, der voksede med en tredjedel mellem 1952 og 1967. Overalt rejste store og høje bygninger sig. Modernistiske skyskrabere som Torre Velasca og Grattacielo Pirelli ragede op i en buldrende tid. Milanos gader var præget af vold, strejker, demonstrationer og politisk motiveret terror. Byen var en brusende metropol, og Milan og Inter blandt de stærkeste fodboldklubber i Europa.

 Et udateret billede af det gamle San Siro.  Foto: Getty Images

Et udateret billede af det gamle San Siro.

Foto: Getty Images

Allerede i 1955 havde San Siro fået sit andet tribunebånd, og tilskuerantallet blev øget til 85.000, heraf de 60.000 siddende. Frit efter arkitekten Armando Roncas design konstruerede ingeniøren Ferruccio Calzolari den bærende struktur, der skulle støtte det højtplacerede andet lag. Et par år senere blev det med installeringen af et lysanlæg muligt at spille aftenkampe. San Siro blev kendt som La Scala del Calcio, Fodboldens Scala – efter byens verdensberømte opera fra 1778 – og var nu at regne for et af Europas mest betydningsfulde fodboldstadioner. I 1965 husede det milanesiske stadion sin første Europa Cup-finale mellem Benfica og Inter, mens man ved landsholdenes EM-slutspil i Italien i 1968 – trods konstruktionen af en moderne, elektronisk måltavle – måtte se sig bortvalgt til fordel for Det Olympiske Stadion i Rom, San Paolo i Napoli og Firenzes Stadio Comunale.

To år senere var San Siro atter vært for den fineste kamp i europæisk klubfodbold, da Feyenoord slog Celtic foran godt 53.000 tilskuere. I forbindelse med EM i 1980 fik San Siro sit nuværende, officielle navn. Stadionet i Milano, der husede tre gruppekampe, blandt andet Italiens målløse opgør med Spanien, skulle fra nu af hylde en af byens største fodboldspillere gennem tiderne, Giuseppe Meazza. Den lille forward vandt VM i 1934 og 1938, spillede for Inter fra 1927 til 1940, og for Milan i de første krigsår. Meazza døde året før EM. Men det nye navn måtte konkurrere med det gamle. For store dele af de to klubbers fans, ikke mindst Milans, var San Siro stadig San Siro. Men det var ikke før ti år senere, at det store stadion fik sit nuværende udseende.

I 1984 blev Italien tildelt VM-værtskabet seks år senere, og i 1987 fulgte en større sum penge fra den italienske regering til Milano-styret. Et beløb svarende til 200 millioner kroner skulle gå til en omfattende modernisering af San Siro. Arkitekterne Giancarlo Ragazzi og Henry Hoffer samt chefingeniøren Leo Finzi lancerede det storstilede Project 1990, der viste sig at blive dobbelt så dyrt som budgetteret. Man rejste et tredje tribunelag og lod taget dække samtlige 85.700 polykarbonatbeklædte sæder i farvekoder: rød på den vestlige langside, orange på den østlige, blå i den sydlige kurve og grøn i nordkurven. Lysanlægget blev opgraderet, og et underjordisk varmesystem blev taget i brug for at tage livet af eventuel frost. Men det var det ydre udtryk – de 11 cylinderformede tårne a 30-50 meters højde i armeret beton – der bogstaveligt talt gav genlyd under verdensmesterskaberne i 1990. Her lagde San Siro græs til åbningskampen samt Vesttysklands tre puljekampe, en ottendedelsfinale og en kvartfinale. Det er det San Siro, jeg kender.

Beckham på stiletter

Der er mægtig forskel på de store italienske stadioner om aftenen og om eftermiddagen. Om aftenen er arenaen en mørk kæmpe, der skjuler unge mænd med onde hensigter. Her er der ingen kære mor. Smældene fra kanonslagene får fodboldkampen til at minde om en krigszone. Om dagen er alting anderledes. Der er børn til stede. Og gamle bedstemødre. Om aftenen er stadionet et sted, hvor forskellene tegnes tydeligt op. I dagslys er det en lokalitet for alle. Det sidste erfarede jeg en martssøndag i 2009, da jeg nærmede mig San Siro en times tid før starten på Serie A-opgøret mellem Milan og Atalanta. Det var første gang, jeg så det store stadion i dagslys. Solen skinnede, og det var forår i Milano.

Rundt om stadion, der er omgivet af hundreder af parkeringspladser, duftede der af mad fra de bemandede boder. Toasts, pølser og sandwicher. Sodavand og øl. De udstationerede carabinieri, militærpolitiet, var samlet i større, dovne grupper. En dansk skoleklasse marcherede forbi, flere japanere og tyskere. Glade børn i sort og rødt. Et britisk ægtepar, hun med solbriller, han med en tung guldkæde om halsen. Mon ikke de var fra Blackburn eller Bolton? Inde fra stadion lød en susen fra tribunerne, uden for et par sporadiske slagsange. Det var pænt og idyllisk på en upersonlig måde, og det kunne have været hvor som helst. Som en lun festival uden overraskelser på programmet.

Modstanderne fra Atalanta stillede op uden deres to bedste spillere, Milan måtte undvære de skadede brasilianere Ronaldinho og Kaká. Men gamle Paolo Maldini var med i en af sine sidste kampe på San Siro efter 24 år som professionel i samme klub. Det store stadion var halvfyldt. Fra min plads på første række på den vestlige langsides anden ring havde jeg udsigt til VIP-pladserne, hvor Victoria Beckham balancerede på skrøbelige stiletter og fik fotograferne til at skyde om kap. Nede på banen var hendes mand med, og det samme var Andrea Pirlo. De to trillede sammen med deres holdkammerater bolden rundt i langsomme mønstre. Atalanta var ikke dårlige, og Milans målmand, Christian Abbiati, præsterede flere store redninger. Men gæsterne var aldrig i nærheden af sejren. Den gik til hjemmeholdet takket være min gode ven, Inzaghi, der lavede sit første hattrick i sæsonen.

Den første scoring efter få minutters spil på et tørt hug fra ti meter, den næste efter et smart lille viptræk over gæsternes fremstormende målmand, og den sidste som en opfølgning i målfeltet. ”Inzaghi er en stor spiller, og han straffede os,” sagde Atalanta-træner Luigi Delneri efter kampen.

Hyldest i sort og hvid

Otte måneder senere var jeg igen på San Siro. Det var tidlig aften, og Inter var hjemmehold i en ligakamp mod Roma. Det var en særlig aften. Opgøret markerede 100-året for Angelo Morattis fødsel, den tidligere Inter-præsident, der rejste klubben i 1960’erne og gik bort i 1981. Før Moratti var Inter en stor klub, efter Moratti var man en storklub. Han kom til i 1955 og takkede af i 1968. I den mellemliggende periode vandt Inter de største pokaler i ind- og udland med mesterholdstriumferne i 1964 og 1965 som højdepunkterne. Det var dengang, holdet blev ledt af den hårde verdensmand Helenio Herrera.

Denne søndag var novemberkold, og stadion kun halvfyldt. Kampen stod mellem to klubber, der traditionelt har givet hinanden gode, målrige dyster, og ude på bænken sad ærkefjenderne José Mourinho og Claudio Ranieri. Kort forinden havde førstnævnte kaldt sidstnævnte for en taber og en olding. Ranieri kvitterede med at sige, at Mourinho repræsenterede alt, hvad der var galt med Inter. Men det meste handlede alligevel om gamle Moratti, hvis søn, Massimo, havde siddet på præsident posten siden 1995. Far skulle fejres.

 Jose Mourinho og Massimo Moratti efter Champions League-finalen mod Bayern.   Foto: Getty Images

Jose Mourinho og Massimo Moratti efter Champions League-finalen mod Bayern.

Foto: Getty Images

Hyldesten indledtes i mørke. Projektørlysene blev slukket, der var Beatles i højtalerne, og over de elektroniske bander løb grønne lysfigurer. På tribunerne gyngede lighterne i takt. Da lyset kom tilbage, fandt jeg en lille folder under mit sæde. ”Lidenskab. Kløgt. Mod. Integritet.” De fire ord var fremhævet i teksten om Angelo Moratti. Oppe på storskærmene passerede sort-hvide billeder af de største triumfer. De var ikke kede af det, og de var meget kede af det. Ved siden af mig børstede en ældre kvinde en tåre væk.

Selve kampen forblev uforløst. Mirko Vucinic bragte ellers Roma i front efter et lille kvarter, men gæsterne var for dårligt spillende, og da Daniele De Rossi måtte udgå efter en albuehammer fra Patrick Vieira efter en halv times spil, forsvandt det sidste initiativ. Kort efter pausen udlignede Samuel Eto’o til slutresultatet 1-1. Aftenen, der begyndte som en rørende familiefest, endte i frustration. Curva Nord var i oprør og forfulgte Inter-spillerne i hele anden halvleg. Hvis ikke man kunne slå det stakkels Roma-hold, hvem kunne man så slå? Mourinho, der gennemførte sin 150. ligakamp på hjemmebane uden nederlag, var tilsyneladende enig.

”På banen var der et hold, der prøvede at vinde, men som ikke kunne. Og et andet hold, der ikke prøvede at vinde og derfor ikke spillede god fodbold. Det var en dårlig kamp,” konstaterede Inter-træneren efterfølgende. ”Jeg kan godt lide fysisk fodbold, men næste gang må vi hellere ankomme bevæbnet. De er en flok bøller, der altid spiller sådan, hvis de kan få lov til det,” sagde Ranieri.

Webb i cigarettågen

I november 2010 vendte jeg tilbage til San Siro, og det samme gjorde José Mourinho. Der var gået godt fem måneder, siden han havde vundet Champions League med Inter efter en finalesejr over FC Bayern München på Santiago Bernabéu i Madrid. Siden havde han opholdt sig temmelig meget netop dette sted. For få øjeblikke efter triumfen, Inters første i den prestigefulde turnering i 45 år, sagde han farvel til Milano og Italien og skrev under på en lukrativ kontrakt med Real Madrid. Men nu var han altså tilbage. Med sin nye klub i en gruppekamp i Champions League mod Milan. Der gik ikke lang tid, før de fremmødte lod deres had skylle ned over ham. Jeg stod i Torre 4, tårnet mellem de syd- og vestvendte tribuner, og fik mig en espresso, da stadionspeakeren druknede i en pibekoncert. Det var ikke til at høre, men det var navnet på den tilbagevendte, der ikke måtte høres. Og han elskede det, selvfølgelig elskede han det. Han havde jo aftenens hovedrolle, og skulle han have glemt det, kunne han jo altid bladre i en af de tre landsdækkende sportsaviser, der alle svælgede i portugiserens comeback.

 Allerede et par dage forinden var han blevet modtaget som en frelser i Malpensa-lufthavnen af Inters fans. Jeg kastede et blik ned på banen, hvor en lille mand i et gråt jakkesæt entrerede i et stort smil. Alene og selvtilfreds. Som en stjerne i sit eget solsystem. Kontrasten til Milan-træner Massimiliano Allegri med det beklemte udtryk kunne dårligt være større. Det var to sårede, men optimistiske mandskaber, der løb på banen: Real Madrid i skyggen af det strålende FC Barcelona, Milan som Milanos andenviolin. Men under Mourinho og Allegri var der sket noget. Begge storhold virkede igen interesserede i at spille fodbold. Også denne aften, hvor Real Madrid kunne sikre sig puljens førsteplads, mens Milan ikke kunne tåle at tabe efter nederlaget i Madrid 14 dage tidligere.

Jeg har en dårlig vane, når jeg er på San Siro: Jeg ryger cigaretter. Jeg er ikke særlig god til at ryge cigaretter, men jeg gør det. Pulser løs. Selv gennem tågerne var det svært ikke at bemærke Howard Webbs isse. Den engelske dommer videreførte arven efter det italienske ikon Pierluigi Collina: konsekvent, myndig, kvik – og skaldet. Masser af chancer fra kampens begyndelse. Milan med de erfarne, kloge, men også langsomme spillere. Real Madrid med eksplosive, spændstige atleter som Ángel Di María, Gonzalo Higuaín og Cristiano Ronaldo. Få sekunder før pausesignalet bragte Higuaín Real Madrid foran, da han opfangede landsmanden Di Marías stikning. Der gik et kollektivt suk igennem San Siro. Et kvarter inde i anden halvleg erstattede cheftræner Allegri en træt Ronaldinho med 37-årige Inzaghi. Jeg smilede ved mig selv.

Ti minutter senere satte Zlatan Ibrahimovic i et raid ned ad venstresiden. Den lange svensker bugserede bolden ind i feltet, hvor Inzaghi dukkede op og headede bolden i mål. 1-1. Inzaghi var frådende vild. Han støvede alt op, og ti minutter før tid modtog han sin løn. Gennaro Gattuso slog en bold i dybden, Inzaghi var offside, men fortsatte sit løb. Webb og hans assistent på linjen lod spillet rulle, og Milan-forwarden passerede Casillas med et tørt hug. Scoringen var Inzaghis 70. i de europæiske turneringer. Det var ny rekord, og kampen var vendt på hovedet. Det lignede en Milan-sejr, men i det fjerde tillægsminut faldt udligningen. Indskiftede Pedro Léon trykkede bolden forbi Christian Abbiati i Milan-målet.

En storartet fodboldkamp var bragt til ende. Men stemningen på San Siro var mat, punkteret. Gamle italienske koryfæer som Gattuso, Alessandro Nesta og Gianluca Zambrotta havde set slidte ud. Det var modstanderen, der havde ungdommen og det bedste hold. Men Milan havde Inzaghi.

Globale ambitioner

San Siro er et af Europas mægtigste stadioner målt på størrelse, historie og status. Arenaen lagde græs til Champions League-finalen i 2016 og fik i den forbindelse en markant opstramning i form af nye toiletfaciliteter, et nyt, delvist kunstigt græstæppe, forbedrede sæder og 12 ekstra VIP-lounger. Det var fjerde gang, det italienske stadion husede den fineste kamp i europæisk klubfodbold. En international position, som kun Estadio Santiago Bernabéu i Madrid, Heysel Stadion i Bruxelles og Stadio Olimpico i Rom kan modsvare.

Men San Siro er også et sammenskudsgilde. Stadionet er ejet af kommunen, der lejer det ud til Inter, Milan og selskabet M-I-Stadio for 65 millioner kroner om året. Den nuværende kontrakt gælder frem til 2030, men det gamle stadions fremtid er uvis. Begge Milano-klubber gennemlever en hård periode, den hårdeste i mere end 30 år. Inter og Milan er de to tydeligste symboler på italiensk fodbolds besvær med at vænne sig til de nye tider. I modsætning til den engelske Premier League og superklubber som FC Barcelona, Real Madrid, FC Bayern og Paris Saint-Germain har Serie A ikke formået at udnytte det potentiale for kommercialisering og globalisering, der ligger indlejret i det 21. århundredes topsport.

Først nu er de gamle familier, der i årtier har kontrolleret landets fodboldklubber, ved at give slip og lade nye kræfter komme til. I Milan ventes mediefyrsten og eksministerpræsidenten Silvio Berlusconi at overlade magten til et kinesisk konsortium i løbet af 2017. I november 2013 overtog den indonesiske dollarmilliardær Erick Thohir præsidentposten i Inter efter 18 år med Massimo Morattis ledelse. Kineserne i Milan og Inters Thohir, der også har kinesisk opbakning, har globale ambitioner på Milanos vegne. Ambitioner, der efter alt at dømme får konsekvenser for det gamle stadion. Længe så det ud til, at Milan ville gøre alvor af klubbens drøm om at opføre et nyt stadion få kilometer øst for San Siro. Man havde sikret sig kommunens accept og udset sig en byggegrund i Rho-kvarteret, hvor verdensudstillingen EXPO 2015 fandt sted, tæt ved en af millionbyens nyeste metrostationer. Imens kunne Inter-ledelsen ganske passende lufte sin idé om at forblive på San Siro, der i så fald skulle gennemgå en større renovering, herunder en markant reduktion af tilskuerkapaciteten. Det var desuden Thohirs ønske at købe stadionet af kommunen. Alle planer blev imidlertid skrinlagt, da Berlusconi ragede uklar med Fondazione Fiera, selskabet, der ejer jorden i Rho.

Fra Milano skæver nu både Inter og Milan lige dele længselsfuldt og forfærdet til Torino, hvor byens største klub indviede et splinternyt stadion i september 2011. Juventus Stadium er andet og mere end en ramme om fodbolden nede på græsset. Det er et vibrerende underholdningscentrum, der huser 3.600 såkaldte premium seats, 64 VIP-loger, tre restauranter, to barer, et fornemt klubmuseum, et 34.000 kvadratmeter stort shoppingcenter og ikke mindst Juventus Store, den største klubshop i hele Italien. Her kan gamle San Siro ikke være med.

Topfoto: Getty Images

Mediano Fan på besøg hos OB: Her ramte OB forbi skiven og her er OB på vej hen

Mediano Fan på besøg hos OB: Her ramte OB forbi skiven og her er OB på vej hen

Den gode stadionoplevelse - interview med Asker Hedegaard Boye

Den gode stadionoplevelse - interview med Asker Hedegaard Boye