Hi.

Welcome to my blog. I document my adventures in travel, style, and food. Hope you have a nice stay!

Panathinaikos - når man vier sit liv til klubben

Panathinaikos - når man vier sit liv til klubben

Torsdag får Brøndby fornøjelsen af en institution i græsk fodbold, ja, i græsk sport. Faktisk i hele Grækenland. Lasse Yde Hegnet kommer med sin personlige beretning om en klub, som tilhængerne dedikerer en hel tilværelse til

AF LASSE YDE HEGNET

Athen i oktober 2011 var på randen af kaos. Finanskrisen ikke bare kradsede, men flåede i grækernes lommer. Der var generalstrejker. Skraldemændene nægtede at arbejde og byens gader flød med skrald og stank af container. Flere dage om ugen var byen lukket og demonstranter trampede igennem gaderne. Man skulle tro det var 1930’ernes Spanien, for det var anarkister, kommunister og fagforeninger, der marcherede i gaderne og blokerede parlamentet på Syntagma Square. Uenigheder mellem anarkister og kommunister førte til gadekampe, og bevæbnet med korte køller forklædt som håndholdte flag og afbrækkede marmorstykker fra fortove og metrostationer, bekrigede de hinanden på pladsen og i gaden ved siden af det elegante Grande Hotel Bretagne. Enkelte mennesker mistede livet, luften var fyldt med demonstranternes marmorstykker og politiets tåregas, mens ordensmagten forsøgte at skille mængden fra hinanden i deres mørkeblå kampuniformer. Solen skinnede blegt, mens slagordene stadig gjaldede i megafonerne og mennesker forsøgte at flygte i hver sin retning med masker på for at kunne trække vejret i gassen, og på en græshøj ved siden af parlamentet kunne man købe popcorn og sidde i sikker afstand og se på løjerne.

Det var i det Athen, jeg besøgte den ældste af mine halvgræske stedbrødre, hvor han boede og arbejdede i 2011. Han er livslang tilhænger af Panathinaikos (PAO) og havde fået nære venner blandt klubbens hardcore tilhængere, der bedre er kendt som Gate 13, efter den port de benytter på PAOs nedslidte stadion Apostolos Nikolaidis i det centrale Athen. Det betød, at vi naturligvis skulle ud og se klubbens kampe, mens jeg var der. Det inkluderede en hjemmekamp mod ligegyldige Ergotelis – troede jeg. For mine 10 dage i Athen blev en miniudgave af filmen "Hooligan", hvor jeg som turist pludselig fandt mig selv på tribunerne mellem ledende Gate 13-medlemmer og fik et hurtigt kig dybt ned i græsk fankultur.

Den al-athenske klub

Selvom det er fodbold, vi i Danmark bedst kender PAO for, så er klubben meget mere end dét: basket, vandpolo, bordtennis, boksning og mere er på programmet, og der hvor jeg oplevede, at de græske tilhængere adskiller sig fra alt andet, jeg har mødt, er, at de støtter op om ALLE klubbens kampe. Til samtlige kampe er der medlemmer af Gate 13 for at vise deres klubloyalitet. Og de gør det højlydt og visuelt. Klubbens hold spillede forskellige steder i Athen. I 2011 spillede fodboldholdet på det olympiske stadion, OAKA, hvor der er plads til 71.000 tilskuere. Vandpolo-holdet spillede på det olympiske svømmestadion, basket-holdet ligeledes på det olympiske anlæg. Hjertet af klubben, hvor amatørerne på kvindernes baskethold, klubbens ungdsomshold osv. er på Apostolos Nikolaidis, der egentlig bare er kendt som Leoforos, fordi det ligger op af den store hovedfærdselsåre Leoforos Alexandras. Stadion her rummer 16.000 og har været klubbens hjem siden 1922. Det er i sandhed klubbens hjerte, for her er klubbens lokaler, en underjordisk hal til basket kendt under navnet "Tafos tou Indou" (Indianerens Grav), eller bare "Tafos", med plads til 2000 mennesker. Selve stadion er lidt atypisk. Langsiderne er lave med tag. Endetribunerne rejser sig som store vifter i hver ende uden overdækning, med Gate 13-enden til venstre for hovedtribunen som den flotteste. Tribunerne er i klubbens grønne og hvide farver, men Gate 13 har logoet - trekløveren. Leoforos er i sølle forfatning og slidt ned til sokkeholderne, og det giver en surrealistisk kontrast til de sterile, højteknologiske stadions, der ligger omgivet af parkeringspladser så langt øjet rækker i resten af Europa. På Leoforos kryber historien og kulturen med sæderne op af betonen og bliver langsomt bleget af solen, mens tilhængerne har overtaget stadions ydre og prydet det med graffiti af dem selv, klubbens logo og andre tags, som i øvrigt pryder alle de dele af Athen, der er "PAO-territoriet". Som Los Angeles i 90'erne, hvor graffitiens farver fortalte hvilken bande, der regerede i området. I Athen er områderne grønne for PAO, gule for AEK Athen og røde for PAOs evige rivaler, Olympiakos, som hører til ved havnen i Pireas. PAO er historisk set overklassens og de højreorienteredes klub, Olympiakos er arbejdernes og socialisternes.  PAO er den "rigtige" Athen-klub. Navnet betyder den al-athenske klub, hvor Olympiakos egentlig er Olympiakos Pireas, altså Pireas' klub og AEK er immigranterne fra Konstantinopels (Istanbul) klub. "Gate 13", "1966" og trekløveret er de typiske tags, der er malet omkring på murene. 1966 er året for Gate 13s grundlæggelse, og man får indtrykket af, at Gate 13 er større end klubben, men det er mere rigtigt at tænke denne sammenslutning af fanklubber fra hele verden, som en meget stor del af det, der er PAO. PAO er sammensmeltningen af de professionelle hold, amatørerne i moderklubben og så Gate 13.

Smagsprøver på kulturen

Udover kampen mod Ergotelis mente min storebror, at vi skulle se flere kampe. Og da der var derby mellem AEK og Olympiakos på OAKA, begyndte vi med den. Vi tog afsted med min storebrors danske roommate og lignede derfor en flok turister, selvom min storebror ser mere græsk end dansk ud. Turen til OAKA blev tilbagelagt i en metro, der blev mere og mere proppet som stationerne blæste forbi, og togene blev gule og larmende. En pakistansk mand med grøn hue stod ved siden af mig og der blev råbt af ham, for det var åbenlyst den forkerte farve hue, han havde på. Så forkert, at de flyvende eder blev efterfulgt af flyvende knytnæver og jeg trak mig væk, mens pakistaneren slog igen, håbløst i undertal. Næste stop kom nærmere og overfaldsmændene væltede ud med råbet om politi i nakken. Politiet stod altid talstærkt på stationerne for at forhindre "fjendtlige grupper i at overfalde togene", som min storebror forklarede. OAKA stadion var omgivet af et 3 meter højt hegn og bevæbnede vagter stod ved portene i den mørke aften. Vi havde lovlydigt købt billetter og stod skandinavisk i kø. Jeg så nogle mørkklædte skikkelser storme hegnet til venstre for den ene flaskehals af et billettjek, og kravle over som havde en radioaktiv edderkop bidt dem.  Inde på stadion var der ikke mange mennesker, kun det nederste af de to dæk på stadion var fyldt. AEKs hymne strømmede ud af højtalerne og den glade sanger og bouzoukien blev overdøvet af tusinder, hæse mandestemmer, og den hvislende lyd af en mængde pyroteknik, der kunne overgå en velhavende dansk villavej på nytårsaften.  Min storebror rystede på hovedet og sagde, at det gik ned ad bakke for AEK. Det var sløjt. Og på grund af uroligheder måtte der ikke være tilhængere af udeholdet til derbies. Kampen endte 1-1, og AEK rykkede ned med store finansielle problemer i 2013, for siden at blive opkøbt og komme tilbage i 2015.

Der er mildest talt også gang i festen, når Panathaikos' basketball-hold er på agendaen. Foto: Getty ImagesAndreas Papakonstantinou/Pacific Press

Der er mildest talt også gang i festen, når Panathaikos' basketball-hold er på agendaen. Foto: Getty ImagesAndreas Papakonstantinou/Pacific Press

Fire dage senere kom mit første møde med PAO og Gate 13. PAO's baskethold spillede Europa Cup-kamp mod Unicaja Malaga fra Spanien og min storebror og jeg tog igen nordpå mod OAKA. Det var den 20. oktober og strejkerne begyndte at lamme Athen, så metroen kunne ikke tage os hele vejen derop. Vi mødte Alex, en anden PAO-supporter i metroen, og han tog os med over til en meget tom, bus der kørte os det sidste stykke. Vi kom ind i den store olympiske hal og kunne se, hvordan Gate 13 stimlede sammen i det ene hjørne og tårnede sig op over banen. Vi fandt os en plads i midten af det hele sammen med Alex, men pludselig skreg folk af ham. Den bordeauxrøde hættetrøje, han havde på, provokerede . ”Tag den af!”, ”Er du en af rotterne (Olympiakos)?! Få den af!”, ”Skal du have tæsk?”, råbte folk ind i hovedet på ham, og greb fat i trøjen. Han forsikrede dem om, at han var god nok og pakkede trøjen væk. Hallen var diset og lugtede sødt og krydret af weed. Min storebror fortalte med et grin, at alle røg weed for at falde ned inden kampene, og jeg tillod mig at være skeptisk, for lydniveauet var imponerende de næste timer i hallen. Og det på trods af, at det, som min storebror pointerede, var sæsonens første europæiske kamp og at capo’erne, der styrede stemningen, var ved at implementere en ny sang på melodien til Karma Chameleon, mens folk generelt ville se spillerne an. Basket er PAOs store stolthed, og et af Europas bedste hold. I 2011 var de forsvarende Euroleague-mestre, hvilket svarer til Champions League i fodbold.  Uden at forstå græsk er det svært at begribe helt, hvad der foregik, andet end at der denne aften rejste sig en grøn bølge bestående af 6000 mennesker med larm, sang, og indstuderede bevægelser, der fulgte PAO til en 98-77 sejr.

”Are you crazy?”

I løbet af hele mit besøg havde min storebror fortalt om Kostas. Kostas her. Kostas der. Kokain der, slagsmål her, organisér Gate 13 her og odds der.  Kostas var en af lederne i Gate 13 og lidt af, kunne jeg forstå, en legende. Det blev han også i mit univers, fordi han altid blev omtalt som ham, der levede af en stor arv, for at odd’se og bare være til alle PAOs kampe. Jeg var spændt på at møde, hvad der mere og mere synede som et fænomen. Lørdag måtte det være til kampen mod Ergotelis, men om formiddagen, mens en bytur blev sovet ud, ringede Kostas til min storebror. ”Ungdomsholdet spiller på Leoforos – kom herop!”. Vi trimlede ud af senge og brikse og sprang i en taxa op til Leoforos og kom ind på hovedtribunen. Det var den eneste åbne tribune, og med en hurtigt-indkøbt iskaffe placerede vi os mellem mange mennesker i store fleecetrøjer og solbriller med lignende iskaffe i plastickrus omkring os. De lignede også nogle, der skulle sidde tømmermændene væk i det oktobersolen. Jeg kunne benovet se ned mod Gate 13-tribunen med trekløveren, der sjovt nok var larmende tom, da PAOs nr. 8, Kyriakos Andreopoulos, scorede til spredt jubel fra hovedtribunen. Jeg var oppe og stå, u17-landsholdsspilleren Kyriakos havde jeg haft som medspiller på en fodboldskole et par år tidligere og jeg var glad for at se min kammerat sparke bolden i mål. Og så skete det, som hele ugen havde ladet op til: en mand med glatraget isse for at skjule sin måne, ubarberet, i sorte træningsbukser og en stor grå, hættetrøje og sorte sportssolbriller, der i dagens Danmark ville være stemplet som ”hurtige”, kom og satte sig ved siden af min storebror. Han var bredere end det lille sæde på tribunen og høstede anerkendende nik fra de andre, mens han banede sig vej hen. Kostas. Ingen anden.

PAO vandt, og sammen med Kostas gik vi over på en lille taverna ved siden af Leoforos og købte øl og grillspyd. Her kom testen så., Kostas sad med ryggen til vinduet og et par små basketbaner, solbrilerne lå på bordet og han gnaskede sig igennem sit grillspyd, skyllede det ned med en dåseøl og kiggede så på mig og spurgte: ”Why are you here?” Jeg blev nervøs og følte, jeg var på prøve. Jeg svarede forsigtigt, at jeg var på besøg hos min storebror og at jeg havde været til demonstrationerne på Syntagma, fordi jeg var nysgerrig. Kostas slog ud med armene og vrængede ”Are you crazy?!” Vi spiste videre og drak vores reelle morgenmad. Vi skulle videre til kvindernes basketkamp i Tafos. Billetten kostede 5 euro, som alle gik til amatørafdelingen. Inden vi gik ind i køen til indgangen, landede Kostas store lab på min skulder, hvor den lå i nogle sekunder. Min storebror og jeg fulgte efter Kostas ned i det intime Tafos med de faldefærdige betontribuner, hvor det eneste lys strømmede ind gennem vinduer langs gaden, og loftet faldt i takt med trinene på Leoforos’ tribune over os. Han anviste os en plads midt på supportertribunen og kampen gik i gang. Langsomt vågnede Gate 13. I andet quarter var stemningen ustyrlig. Der blev sunget konstant. En mand større end Akropolis stod et par meter fra mig i en grøn/hvid-stribet Rapid Wien trøje. Han hed Ermis og var en anden af lederne. Han var stort set den eneste i en fodboldtrøje, for tilhængerne bruger ikke klubbens trøjer, men køber fanklubbernes merchandise for at støtte op om dem. Står man endelig i fodboldtrøjer, er det enten PAO eller en klub hvor fanklubberne har en alliance – som Gate 13 og Rapid Wiens fans. Larmen steg og jeg skreg med på de sange jeg kunne, hvis ikke, så efterlignede jeg lyden og sprang rundt, slog ud med armene i takt til trommerne og sangene. Min storebror flippede ud på rækken foran, til venstre for mig stod en tynd fyr i grå hættetrøje med langt fedtet hår, og kæderøg joints, som vi andre spiser chips, jeg kunne ikke se kampen for flagene foran mig og under det revnende betonloft startede en af Gate 13’s mere berygtede slagsange, Schizophrenia. En simpel sang, hvor man slår mod banen og råber ”PAO, TRHISKREIA, THYRA DEKADRIA!” (PAO, religionen, Gate 13) til man ikke længere har luft og så sparker, slår og skubber man løs på sine sidemænd på tribunen og danser rundt og synger ”SCHIZOPHRENIA, LALALALALA” og starter laviner, hvor folk vælter rundt på betonen, flyver op igen og hopper fra side til side.

Horto magiko

Man står der på betonen, kan ikke se kampen for flag og mennesker, har mistet al tankekraft og gør ikke andet end blindt at følge trommernes og sangenes rytme. Der er ikke længere et sprog og folks blikke er fjerne vilde og rettet mod banen. Det blev ved i en uendelighed og vi opdagede knap at kampen var slut, for hysteriet fortsatte og flagene blafrede og jeg var svimmel, følte mig fuld og manglede ilt i den lille hal. PAO tabte kampen, jeg ved det kun, fordi modstanderne jublede, da kampen var slut. Og vi skulle videre til OAKA, vandpolokampen var jo startet, og min storebror smalltalkede rundt på tribunen og pludselig væltede vi sammen med et par tusind grønklædte mænd ud i det kolde dagslys og ind i en beige, sænket udgave af en tilfældig, kedelig biltype og ræsede ind og ud gennem Athen og dens endnu kedeligere og grimme bygninger og absurde trafik til OAKA, hvor vi igen væltede ud og stormede op mod Aquatic Center. Vi løb gennem indgangene uden billet og sprang over afspærringerne for øjnene af politiet, der bare så på i deres refleksveste, og ind på den halvfyldte tribune langs bassinet, hvor PAO var bagud og alt lugtede af klor. Tribunen blev hurtigt fyldt op og hysteriet fortsatte. Næsten stemmeløse sang vi videre ”KAI PAO OLÉ OLÉ OLÉ OLÉ” mens de skarpe flammer fra 15-20 grønne romerlys sved i øjne og næsebor, så fanklubbens halstørklæder blev trukket op over næse og mund og sangene og hop fortsatte. Dommeren blev svinet til ”MALAKIES!”, ved hver kendelse mod PAO og selvom ingen kendte reglerne på tribunen, var dommeren stadig et fjols, for PAO tabte 6-8, og vi gik ud i den friske, kolde efterårsluft og ledte efter Kostas, som havde været væk siden Leoforos. Det var skidt, for uden ham ville vi ikke kunne komme ind på stadion mod Ergotelis. Vi havde ingen billet, og intet pas at vise som man skulle, når man købte billetter.

Mørket krøb over himlen, og snart var det sort aften. Vi købte mad, vand og øl i en bod og stod med nogle andre. Folk røg joints og skuttede sig i vinden. Kostas dukkede op, gådefuld omkring hvordan vi kom ind. Der var sort af mennesker foran stadion og de små billettjek. Med jævne mellemrum stormede nogle hegnet og sprang over. Kostas sværmede frem og tilbage, zig-zaggede gennem mængden. Vi fulgte med, min storebror forrest og jeg havde et greb om stoffet på ryggen af hans jakke så han ikke forsvandt. Vi var fem meter fra billettjekket. Pludselig stivnede det hele, og Kostas stirrede på en af de bevæbnede vagter og råbte ”HAM DER ER MED MIG” vendte sig om og pegede på min storebror ”OG HAM DER” og pegede på mig. Vi gled igennem mængden og ind på stadion. Kostas var væk igen. Vi kom op midt på tribunen og folk stod tæt. Inden kampstart kom PAOs hymne bankende ud af højtalerne, en hymne der lyder hyggelig, venlig og rar når man spiller den, med al sit fløjteri, barnlige glæde i stemmen på sangeren og den livlige bouzouki i baggrunden. På stadion bliver lyder det ondt og som om, alle bag målet er på stoffer. PAO smadrede Ergotelis 4-0, og fanfavoritten Karagounis ramte stolpen med en hammer af en flugter. I 1.halvleg blev Gate 13 politiske og sang smædesange mod statsminister Papandreou og hans mor, og dommeren satte kampen på pause og over højtalerne blev der truet med at aflyse kampen, mens  dem der holdt bannerne under protester blev anholdt. Gate 13 fortsatte deres evige brøl, nu om fodbolden og sangen om ”Enna Horto Magiko” – den magiske plante, trekløveren på brystet af spillerne. En sang der begynder med hænderne strakt rystende ud mod banen, inden man bukker for klubben og spillerne, løfter hænderne og klapper, synger fra den ene af tribunen mod den anden i et surrealistisk ekko, og, hopper og klapper og synger det hele igen:

”Det er en magisk plante, lad mig smage lidt, for at drømme om min PAO og råbe så langt som til Gud: Min Panatha jeg elsker dig, som heroin, som narkotika, som hash, som lsd. PAO hele verden er høj på dig. Hele verden. Min Panatha. (Min Panatha) Jeg elsker dig (Jeg elsker dig) Hvorend du spiller følger jeg dig (følger jeg dig) PAO her (PAO her) PAO der (PAO der) Hvorend du spiller vil vi altid være sammen (Altid være sammen).

Jeg så Kostas alle mulige steder på tribunen, han sang ikke. Han observerede, studerede den grønne organisme udfolde sig i røg og damp og brag fra kanonslag. Han vurderede, hvilken sang der skulle synges nu. Hvem gør det godt? Hvem skal have en opsang? Hvem skal roses? Jeg sang videre, stadig med følelsen af ikke at have ilt eller stemme nok, og sangene gav ekko i mit hoved. Et ekko, der fortsatte på vejen tilbage til byen, hvor min storebror og jeg kæmpede for ikke at falde i søvn i metroen og vi vaklede gennem gaderne, mumlende sangene og klappede i takt til vi ramte sengene med rester af pitaer i lommerne.

Dagen efter skulle jeg flyve hjem sent om eftermiddagen og jeg nåede aldrig flyet. Jeg kunne kun ligge der på briksen i min storebrors gang og mærke hovedet summe, et dybt ekko som fra indianergravens dyb, der tvang mig til at messe med ”Panatha mou, s’agapo!” (Min Panatha, jeg elsker dig”). Kostas syntes, det var fantastisk, jeg ikke nåede mit fly og ringede og fortalte det til folk i Gate 13: "Har I hørt det?! Han tog med til fire kampe på én dag og tog ikke sit fly!". Det gav respekt hos en mand, der nogle år senere kun græd til sit bryllup, da PAOs hymne blev spillet, og jeg kunne rejse forsinket hjem med kroppen gennemboret af vilde indtryk og en forståelse af hvorfor det går så vildt for sig i Grækenland. Man bliver afhængig.

De politiske protester mod Papandreou, som Gate 13 gav udtryk for i kampen mod Ergotelis, viste sig at være nogle af de første udtryk for noget andet end sport, der spirede hos PAOs tilhængere. Foragten overfor staten og politikerne var i 2011 til at føle på, og siden er det kun blevet værre. Sportsklubberne blev et alternativt fællesskab efterhånden som finanskrisen, flygtningestrømme og politisk kaos gravede revner i det græske fællesskab. Faktisk så stærkt at det i PAOs tilfælde er blevet til en bevægelse. En politisk bevægelse, kaldet Panathinaikos-bevægelsen grundlagt i 2012 som den første af sin slags i Grækenland, altså hvor en politisk overbevisning bygger på tilhørsforholdet til en fodboldklub. Ved et lokalvalg i 2014 fik bevægelsen over 2% af stemmerne og fik et sæde i Athens byråd. PAO har altså vokset sig meget større end bare fodboldbøller og en stor græsk fodboldklub.  

Topfoto: Getty Images

 

"Konen skred da John skiftede navn til John Portsmouth Football Club Westwood."

"Konen skred da John skiftede navn til John Portsmouth Football Club Westwood."

Ægte kærlighed - Borussia Dortmunds rutsjebanetur

Ægte kærlighed - Borussia Dortmunds rutsjebanetur